Af Christian Hejbøl
Stan Carlisle (Bradley Cooper) vågner i sin togkabine og ser fra sit vindue, hvad der skal blive hans redningskrans. Et karneval midt ude i ingenmandsland med alverdens særlinge og skyggesider; børnefostre i krukker af lage, desperate mennesker, der opfører sig som dyr foran et begejstret publikum og en kvinde, der kan fortælle dig alt om din fremtid.
Nightmare Alley er Guillermo del Toros første film siden oscarvinderen The Shape of Water (2017), og i stedet for overnaturlige monstre fokuserer del Toro denne gang på det måske mest frygtindgydende monster af alle – mennesket.
Stan er karismatisk og snu, og med sin sydstatslige klang i stemmen kan han charmere sig ind på hvem som helst. I selskab med bedrageriske cirkusartister, gådefulde tankelæsere og fordrukne plattenslagere lærer Stan hurtigt kunsten at manipulere med mennesker; han kan fortælle dig om din største frygt, dine mørkeste hemmeligheder og komme i kontakt med dine afdøde kære.
Stan har ingen overnaturlige evner, men han udnytter den menneskelige akilleshæl – at folk gerne vil tro på det, som de bliver fortalt. Han vælger at rejse fra karnevalet til byen med store ambitioner om at blive rig og berømt som mystiker, der har forbindelse til det hinsides. Men alt ændrer sig, idet han træffer den gådefulde psykolog Lillith (Cate Blanchett), der introducerer Stan for byens mest magtfulde mennesker – og disse personer er ikke just begejstrede for at blive holdt for nar af en beskeden fupmager.
Og så er der alt det visuelle. Regn, der hænger som reb fra himlen. Neon-refleksioner i vandpytter. Samarbejdet mellem del Toro og den danske fotograf Dan Laustsen fortsætter, og Nightmare Alley kan langt hen ad vejen beskrives som en fryd for øjet. Udover den imponerende billedside illustrerer del Toro også sin vidtrækkende fantasi med nogle utrolige praktiske sets, og især karnevalet er fyldt med farverige og enorme rekvisitter.
Bradley Cooper som moralsk fordrejet mentalist starter godt ud, men den karismatiske Stan kan til tider føles en smule endimensionel. Dog passer især Cate Blanchett som femme fatale og Willem Dafoe som moralforladt karnevalsbestyrer perfekt ind i del Toros mystiske univers. Det kommer f.eks. til udtryk i en scene, hvor Dafoes karakter omstændigt forklarer Stan, hvordan man forvandler et desperat menneske til en ”geek”: man dræner ham for alt menneskeligt og låser ham inde i et bur, hvor han udsultes og fordres levende kyllinger foran et betalende publikum. Det er et nederdrægtigt syn.
Del Toro har skabt en smuk og velcastet film, men han finder aldrig den røde tråd i historien, der skal binde alle hans skøre idéer sammen. Hans særegne stil med de imponerende sets og spøjse karakterer er bestemt medrivende, men magien begynder at falme under en usammenhængende og til tider overfladisk historie. Det hele føles i sidste ende som to film i én. Den første er en mørk og fascinerende fortælling om et forskruet karneval, der radierer af råddenskab. Den sidste er en neo-noir om en hovmodig mand i en hurtigt nedadgående spiral mod bunden.
Nightmare Alley har et spektakulært ydre, men forvent ikke meget af dets indre.
Kommentarer